Hvad er vækstforstyrrelser?
Vækstforstyrrelse er, når et barn afviger fra vækstmønsteret for normale børn. Her tænkes specielt på tilvæksten i højden.
Det er vigtigt at huske på, at ikke to børn er ens, og at det normale har vide grænser. Statistisk set har 95 procent af almindelige, raske børn en normal højde, og kun 2,5 procent er større og 2,5 procent er mindre end det normale.
Højde er ganske arveligt. Høje forældres børn ligger ofte i den øvre ende og måske over normal-grænserne. På samme måde har små forældre ofte små børn. Et sent vækstmønster med sent indtrædende pubertet og derfor lav højde omkring 12-13 års alderen kan også være arveligt.
Fosterets vækst vurderes af jordemødre og læger ved svangerskabskontrollerne. Nyfødte skal som tommelfingerregel tage omkring 150-200 gram på om ugen fra anden leveuge til tre måneders alderen, således at fødselsvægten cirka fordobles ved fem måneders alderen. 1 ud af 18 børn fødes for små (vægt og/eller længde). Langt de fleste indhenter dog hurtigt det forsømte, og i 2 års alderen har 90% opnået en normal højde for alderen. De børn, der ikke er vokset op i normalområdet ved 2-3 års alderen, vokser kun sjældent op til normal højde senere.
Vækst kan ikke vurderes på en enkelt højde og vægt-måling. Det er derfor vigtigt at foretage flere målinger over en periode. Målingerne plottes ind på en vækstkurve med normalværdier .
Meget for tidligt fødte børn følges med tætte vægt og længde-målinger. På vækstkurverne skal man korrigere for de antal uger, barnet blev født for tidligt. Denne korrektion ses der efterhånden bort fra ved 2 års-alderen.
Hvordan opdages en vækstforstyrrelse?
Sørg for, at dit barn bliver målt og vejet af din læge og sundhedsplejerske ved de aftalte kontroller, samt hvis du har mistanke om, at der er noget galt.
Hvis dit barn ligger over eller under de normale vækstkurver , vurderes forældrehøjden og tendensen på vækstkurven i forhold til tidligere målinger. Det kan være tegn på sygdom, hvis dit barn ligger meget under eller over det normale, eller hvis dit barn er begyndt at afvige fra den vækstlinie, han/hun tidligere har fulgt (stigning eller fald på vækstkurven).
Højde over eller under normalgrænserne på højdekurven . Dette kan være arveligt, men en vækstsygdom bør udelukkes.
Fald på højdekurven . Dette kan ses som et normalt fænomen omkring 1 års-alderen og hos børn, der kommer lidt sent i pubertet. Fald på højdekurven bør føre til en lægevurdering.
Stigning på højdekurven . Dette kan ses, hvis et kronisk sygt eller fejl-/underernæret barn er blevet rask. Det ses også i forbindelse med pubertetens start hos piger og midt i puberteten hos drenge. Stigning på højdekurven kan i alle andre situationer være et tegn på sygdom og bør føre til en lægevurdering.
Vægt under eller over normalgrænserne på vægtkurven . Dette kan være arveligt, men en sygdom bør udelukkes. Overvægt eller fedme skyldes oftest for lidt motion og for mange kalorier.
Fald på vægtkurven . Mange børn falder på vægtkurven i 1 års-alderen pga. kostskifte og øget fysisk aktivitet. Dette kan være normalt. Et utilsigtet fald på vægtkurven må opfattes som dårlig trivsel og bør også føre til nærmere undersøgelser for kroniske sygdomme. Et egentligt vægttab bør også føre til lægeundersøgelse, hvis det ikke er forbigående ved kortvarig sygdom– eller skyldes et forståeligt ønske om at blive slankere.
Stigning på vægtkurven . Dette kan være tilsigtet hos undervægtige børn, men ses oftest pga. for lidt motion og for mange kalorier. Vægt skal altid vurderes i sammenhæng med højde (BMI).
Kombineret stigning på vægtkurven og fald på højdekurven bør føre til grundig lægeundersøgelse på mistanke om hormonsygdom (fx lavt stofskifte , Cushing eller væksthormonmangel ).
Hvorfor får man en vækstforstyrrelse?
Et barns vækst bestemmes af en vurdering af en blanding af arv, miljø og sygdom. Kost og motion er afgørende faktorer, men også en lang række kroniske sygdomme eller hormonsygdomme kan have betydning. Det er vigtigt at lægge mærke til andre tegn på sygdom, hvis barnet vokser for lidt eller for meget.
Læs også siden om væksthormonmangel .
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Lægen måler og vejer barnet samt indtegner vækstkurver. Forældrenes højde indgår i vurderingen, samt hvornår de selv kom i puberteten. Lægen udspørger om barnets kost, appetit, motionsvaner, afføringsmønster, andre sygdomme eller tegn herpå, og eventuelt psykiske eller sociale problemer.
Barnet undersøges for tegn på anden sygdom og eventuel pubertetsudvikling.
Ved en røntgenundersøgelse af venstre hånd og håndled kan knoglernes udvikling bedømmes. Den såkaldte knoglealder kan både være foran eller bagud i forhold til barnets alder. Ofte må lægen henvise til en børneafdeling for at komme videre med udredningen og eventuel medicinsk behandling.
Hvad kan man selv gøre?
For få eller for mange kalorier er begge dele skadelige for barnets vækst, ligesom for lidt motion eller ekstrem elitesport/gymnastik kan være det. Slaget om kalorierne starter med, hvad familien putter i indkøbsvognen, og hvilke fristelser, der er i barnets øvrige miljø. Kost og motion er et spørgsmål om sunde vaner, snarere end kortvarige kure.
Alle kan selv måle og veje deres børn, men en vurdering af væksten bør foretages regelmæssigt af sundhedsplejersker og læger. Undersøgelserne følger fastlagte retningslinier og foretages sædvanligvis i forbindelse med de almindelige børneundersøgelser, hos skolelægen samt sundhedssygeplejersken. Hjemmemålinger bliver nemt unøjagtige, og tolkningen af vækstkurver kan være vanskelige.
Søg læge eller sundhedsplejerske en ekstra gang, hvis du er bekymret over dit barns vækst.
Hvad er udsigten for fremtiden, og hvordan behandles vækstforstyrrelsen?
Dette afhænger af typen af vækstforstyrrelse samt årsagen til denne vækstforstyrrelse.
Se også Landsforeningen for Væksthæmmede (LVF) .